Hvad fanden skal man gøre for at komme med i Dansk Rockleksikon?

Hvad fanden skal man gøre for at komme med i Dansk Rockleksikon?

Diverse udpluk fra "Hvad fanden skal man gøre for at komme med i Dansk Rockleksikon?"

af Henrik Hannibal. © Bogministeriet 2009

Til vederlagsfri offentliggørelse i pressen, mod behørig kildeangivelse.
-- O --

29/8 skulle vi så spille i Barbue, men der var opstået et problem: Om eftermiddagen ringede Jensen og fortalte, at han var blevet mere eller mindre invalid. Han havde haft en gevækst på brystet, og var gået til en hudlæge. Jeg husker tydeligt, at hun havde sagt: "Det ved jeg ikke hvad er - den må vi hellere fjerne!". Derefter havde hun gravet tingen bort og efterladt Jensen med et firkantet hul i brystet, samt smerter.

Han så sig derfor ikke i stand til at levere en optimal optræden efter vores standard; altså at hoppe rundt på scenen og blandt publikum, samt smadre diverse effekter. Under koncerten stod han derfor også mest stille, med en hånd placeret over sit nu hule bryst - i stil med en syret Napoleon. Noget måtte altså gøres, og et par dage før havde jeg i Ekstra Bladet set en annonce for en pornofilm, der hed "1001 udløsninger". Jeg foreslog derfor, at vi indkøbte videoen, som vi kunne fremvise baglæns, således at de mange mandlige pornostjerners udladninger snarere ville komme til at få en støvsugereffekt.

Barbue havde nemlig nogen tid for inden fået installeret et par fjernsyn, der hang ned fra loftet. Filmen, kombineret med at få en anden til at smadre ting, skulle nok aflede folks opmærksomhed fra, at Jensen ikke var så mobil. Han kørte dengang rundt i en ambulance, som han havde købt godt brugt fra Københavns Brandvæsen. Bagi var installeret kæmpehøjttalere, der fik hele møget til at gynge.


Jensen: "Jeg havde Ambulancen fra 90 til 95. Den blev købt på Tomsgårdsvej brandstation af brandmajor N. O. Blirup for 32.000 fuldt ekviperet, og jeg solgte udstyret (båre, transportabel kuvøse etc.) tilbage til brandvæsenet for 8.000.

Det var den fedeste spand, og jeg blev engang passet op af to meget store rockere, som slog mig venligt på ryggen og sagde: "Hva' ska' du ha' for din wagen?". Bag i var der skruet et par stuehøjtalere af mellemstørrelse op, og lyden var max."


Jensen hentede mig altså i ambulancen, og vi kørte i BR for at købe et eller andet til aftenens show, hvorefter turen gik til Filmmagasinet på Vesterbrogade. Da vi parkerede udenfor, sagde Jensen, gysende ved synet af den meget tillukkede facade: "Vi kommer aldrig levende ud derfra!".

Vi gik ind, og der var rundt omkring rygge af herrer i jakkesæt, som gennemgik forretningens udvalg af videofilm og blade. Bag disken stod en overraskende service-minded og yderst korrekt ekspedient, som sagde:

"Hvad kan jeg hjælpe Dem med?", straks vi kom ind af døren.
"Har I 1001 udløsninger?", spurgte jeg.
"Nej", svarede ekspedienten, "men lad mig se, om ikke vi har nogle andre".
"Er der flere af dens slags?", spurgte Jensen.
"Ja, det er jo et meget populært tema!", svarede den korrekte ekspedient.
Han fandt en video frem, som tydeligvis var i samme genre, hvorpå vi betalte og bad om en kvittering, hvilket overraskede ham.
"Vil De have en pose?", spurgte han.
"Nej, det er ikke nødvendigt - vi skal bruge den med det samme!" svarede jeg, hvorpå man kunne
se, men næsten ikke høre, jakkesætryggene klukke lavmælt af grin.

I ambulancen kørte vi straks til Barbue, hvor vi forsøgte at sætte Jensens videobåndoptager til fjernsynene; men det lykkedes ikke, selvom jeg klippede flere af hans kabler i stykker for at få dem til at passe til stedets udstyr. Vi kom altså aldrig til at vise videoen for vores publikum, men dagen efter hørte vi, at vores signal på en eller anden måde var røget ned til stueetagen. Således havde gæsterne i café Port Zalu en overgang kunnet se lidt af videoen, mens de nød deres cappuccinoer.

For at få ekstra gang i den, havde vi hyret bandet Unity Squad til at spille opvarmning. De var egentlig gået i opløsning, men gendannede bandet for at spille sammen med os, der jo også var gendannede. Der var bare det problem, at deres forsanger ikke ville kunne nå over til koncerten, så vi betalte en flybillet til ham, hvilket gjorde et pænt indhug i vores i forvejen ikke alt for fyrstelige hyre.

Unity Squad'erne var nogle sjove fyre, der hele tiden sagde "Det' i orden - det' bare helt i orden!", og da deres kærester ankom om aftenen, stod de ikke på gæstelisten, men insisterede alligevel på at komme gratis ind. Den noget specielle dørmand, som dengang arbejdede på Barbue, spurgte dem hvem de var, og da de på klingende jysk svarede: "Vi' sgu' da bandluderne!", lukkede ham dem alligevel ind.

Som åbnings-act havde vi af uvisse grunde Gritt, som havde lavet tv-indslaget i Transit. Helt hvidsminket stod hun i et balletskørt og læste egne digte op. Publikum buede og råbte konstant, men hun blev stædigt ved. Derpå gik de glade jyder på scenen og larmede det bedste, de havde lært. Som sagt var Jensen ikke meget værd som performancekunstner den aften, så vi havde aftalt med guitaristen fra Unity Squad - eller var det trommeslageren? - at han skulle komme op på scenen og smadre de gamle computerskærme og andet, vi havde fundet frem. På et tegn fra Jensen entrede han da også scenen og gik i gang med en forhammer. Der var bare et problem: Ingen havde fortalt vore to bodyguards, Frede og Muffe om dette arrangement. Muffe stak derfor fyren en solid knytnæve, så han tabte hammeren, og måske også en kort overgang bevidstheden. Men derudover en vellykket koncert, og vore jyske venner overnattede hos Jensen, hvor de til morgenmaden - der først foregik næste eftermiddag - sad og så pornofilmen, som vi jo altså aldrig fik vist på scenen. Unity Squad har siden skiftet navn til Bite The Bullet.

Jensen: "Filmen hed sgu Abgespritzt!"

Kontakt og kommentarer: E-mail

Til forside